Københavnerne mister deres grønne åndehul, men får til gengæld første parket til Danmarks nye svineeventyr
Amager Fælled bliver Danmarks største frilandssvinestald
Af NNSatire Redaktion
Der er omsider fundet en løsning på problemerne med de danske grises forhold i nogle af svinestaldene.
Grisene skal simpelthen ud af stalden.
Og når man i Danmark først har besluttet sig for, at dyr skal ud i naturen, er der naturligvis kun ét sted at begynde, nemlig intet mindre end
Amager Fælled …
Planen er meget enkel. Hele Amager Fælled skal indhegnes med et 2,5 meter højt hegn, og derefter kan området indvies som Danmarks hidtil største frilandssvinestald.
Det betyder ganske vist, at Københavnerne fremover må finde et andet sted at lufte hunden, løbe en tur eller gå en romantisk søndagstur mellem tidslerne. Men det må byen kunne lære at leve med.
For hvad er en lille grøn plet i hovedstaden sammenlignet med et ordentligt liv for en gris?
»Det er jo for grisene,« forventes københavnerne at sige, mens de står uden for hegnet og ser deres tidligere naturområde forsvinde bag en flok fornøjede grisebasser.
Grisene må klare sig selv
Det helt geniale ved projektet er, at grisene ikke nødvendigvis behøver ret meget hjælp.
De skal nemlig for det meste klare sig selv.
Det er ikke nogen ny tanke. I Naturnationalparkerne har man allerede stor erfaring med at lade dyr gå rundt og finde føden selv, og hvis en ko kan finde noget at spise i den danske natur, må man vel kunne forvente, at en gris kan gøre det samme.
Grisen er jo ikke ligefrem kendt for at være kræsen.
Den kan sikkert finde både rødder, græs, biller, svampe og – hvis den er heldig – en gammel falafel, som en københavner har tabt på vej hjem fra byen.
Miljøministeriet skulle derfor være ganske fortrøstningsfulde.
Hvis dyrene i naturnationalparkerne kan klare sig uden tilskudsfoder, må grisene naturligvis også kunne det, fortæller miljøminsteren.
Det eneste problem er, at grisene endnu ikke har fået forklaret, at deres nye livsstil indebærer, at de selv skal finde aftensmaden.
Men det kommer formentlig. med tiden. Lad falde hvad ej kan stå, synes det nye slogan at være i ministeriet for dyrevelfærd.
København ofrer sig for grisene
Det er naturligvis en stor beslutning at lukke Amager Fælled for offentligheden.
Men Københavnerne har efter sigende vist en bemærkelsesværdig forståelse for, at der nu kommer et 2,5 meter højt stømførende hegn omkring det hele.
For selv om mange borgere måske tidligere har betragtet Amager Fælled som et sted, hvor man kunne gå en tur, se på fugle eller bare slippe væk fra byen et øjeblik, må disse behov naturligvis vige for svinenes velfærd. Det er jo svært at argumentere imod.
Hvordan skulle man kunne forsvare, at et menneske skal have adgang til naturen, når en gris mangler plads?
Københavnerne må derfor udvise samfundssind og holde sig på den rigtige side af hegnet.
Til gengæld har kommunen fået en fremragende idé: Hvis borgerne ikke længere må komme ind på Amager Fælled, kan de jo bare få lov til at se på.
Derfor planlægges der store overtækkede tribuner langs hegnet, inspireret af Parken.
Her kan københavnerne følge grisene på nært hold og holde øje med, om de har det godt. Det bliver formentlig en helt ny form for underholdning.
Man kan komme en søndag eftermiddag, sætte sig på tribunen med en fadbamse og en pølse alt imens man kan se en gris grave et hul. Det er måske ikke helt Champions League, men det er da tæt på.
Der kommer naturligvis også VAR
For at gøre oplevelsen tidssvarende forventes der desuden indført et VAR-system.
Det vil dog ikke være Video Assistant Referee.
Det bliver naturligvis Video Assistant Råne.
Systemet kan bruges, hvis publikum er uenige om, hvorvidt en gris har sneget sig foran en anden gris ved fodertruget, eller hvis nogen mener, at en særlig stor orne har overskredet sin mudderzone.
På storskærmen kan man derefter få vist situationen igen fra tre forskellige vinkler.
»Grisen på 94 kilo var faktisk foran, da den gik ind i mudderet.«
Det er den slags dybe analyser, der med tiden kan gøre Amager Fælled til Danmarks nye sportsmekka.
Fra naturpark til svinepark
Hvis forsøget bliver en succes, er der ingen grund til at stoppe ved Amager. Så kan modellen bredes ud til resten af landet.
Det kan blive begyndelsen på en helt ny dansk naturforvaltning, hvor spørgsmålet ikke længere er, om et område skal være natur eller landbrug. Det kan være begge dele. Så i Aarhus kan de godt begynde at forberede sig på, at hele området fra Marselisborg til Skåde Bakker kommer under hegn.
Så det er måske netop her, at Danmark finder sit nye grønne erhvervseventyr.
Københavnerne får deres tribuner, grisene får deres friland, og staten får endnu et område, hvor man kan fortælle befolkningen, at naturen nu har fået bedre plads.
Det eneste, der mangler, er et navn.
Amager Fælled kunne passende omdøbes til Amager Svinepark.
Og når den første gris en dag står på toppen af en lille jordhøj og skuer ud over sit nye rige, kan man måske endelig konstatere, at Danmark har løst problemet med de trange svinestalde.
Grisene har fået hele Amager og Københavnerne har fået flere tribuner.
Så alle burde være tilfredse.
