Slut med gødningsregnskaber, sprøjteforbud og komplicerede miljøkrav. Regeringen vil ganske enkelt forbyde danskerne at dyrke jorden. Forslaget har dog allerede udløst en mindre statsretlig krise, efter at landbruget har meldt sig ud af Grøn Trepart
Regeringen foreslår totalt dyrkningsforbud – Danmark skal være én stor uklippet græsplæne
Af Redaktionen
Der er grænser for, hvor længe et ministerium kan holde til at administrere et land. Det har regeringen nu taget konsekvensen af.
I stedet for at bruge utallige arbejdstimer på gødningsregnskaber, sprøjteforbud, efterafgrøder, kvælstofkvoter og komplicerede kontrolordninger foreslås det ganske enkelt at forbyde al dyrkning af jorden i Danmark.
Ingen afgrøder. Ingen gødning. Ingen sprøjtemidler. Ingen diskussioner om, hvorvidt en mark har fået 14 eller 16 kilo kvælstof for meget.
Jorden skal ligge urørt, og naturen får lov at passe sig selv. Det eneste, der fortsat må gro, er det, som ingen har sået, bestilt eller søgt om tilladelse til.
Ifølge en kommende embedsmand i det nye ministerielle sekretariat for “Jordens Endelige Hvile” er fordelen helt åbenlys.
»Vi har gennem årene udviklet et meget avanceret kontrolsystem, som kræver betydelige ressourcer at administrere. Nu kan vi nøjes med at kontrollere, at ingen gør noget. Det er en betydelig administrativ forenkling.«
Embedsmanden tilføjer, at det naturligvis vil kræve et nyt kontrolsystem at kontrollere, at ingen dyrker noget. Men dette forventes at kunne finansieres gennem besparelser på det gamle kontrolsystem.
Grøn Tre-part bliver til Grøn To-part
Forslaget har imidlertid fået uventede konsekvenser for det politiske samarbejde.
Ministeriet for Grøn Tre-part må nemlig nu forberede en navneforandring til Ministeriet for Grøn To-part, efter at landbruget har meddelt, at det ikke længere ser nogen grund til at deltage i samarbejdet.
Landbrugets repræsentanter har angiveligt spurgt, hvad de egentlig skal forhandle om, når selve erhvervsgrundlaget er foreslået afskaffet.
»Vi har gennem længere tid forhandlet om, hvordan landbruget kan producere mindre, udlede mindre og dyrke mindre. Men når regeringen nu foreslår, at vi slet ikke skal dyrke noget, må vi konstatere, at vi er nået til målet uden at have været nødvendige undervejs,« lyder det i denne udtalelse fra en frustreret landbrugsrepræsentant.
Regeringen har udtrykt forståelse for beslutningen og understreget, at landbruget fortsat er velkomment til at deltage i dialogen om sin egen afvikling.
Det tilbud har landbruget dog foreløbig ikke taget imod.
Skatteborgerne betaler for det nye navn
Navneforandringen kommer ikke til at ske uden omkostninger.
Ministeriets logo skal ændres fra tre grønne blade til to. Brevpapir, visitkort, informationsfoldere, hjemmesider og facadeskilte skal naturligvis også udskiftes.
Dertil kommer udgifter til nye kaffekrus, kuglepenne og bannere til fremtidige konferencer, hvor deltagerne kan diskutere, hvorfor der ikke længere er tre parter.
Finansministeriet har vurderet, at det vil være uhensigtsmæssigt at genbruge de eksisterende materialer, da det kan skabe forvirring blandt borgerne.
»Hvis en landmand modtager et brev med tre grønne blade, kan han fejlagtigt tro, at han stadig er en del af samarbejdet. Det ville være en alvorlig administrativ fejl« .
Derfor skal alt trykkes på ny. Også de dokumenter, der forklarer, hvorfor der ikke længere skal trykkes dokumenter om landbrugets deltagelse.
Det forventes at blive en af de få vækstsektorer, som reformen efterlader.
Haveselskabet frygter den brune pelargonie
De første protester er kommet fra Det Danske Haveselskab og Dansk Kolonihaveforening.
Begge organisationer frygter, at et totalt dyrkningsforbud vil gøre det ulovligt at anlægge køkkenhaver, så blomster og dyrke kartofler i baghaven.
Det vil ifølge en talsmand for havelivet være et hårdt slag mod danskernes mulighed for at opretholde en meningsfuld tilværelse.
»Vi har forstået, at hensynet til naturen kræver, at mennesket træder tilbage. Men vi havde ikke forestillet os, at det også gjaldt vores tre rækker gulerødder og den pelargonie, som min hustru har haft i 27 år.«
Haveselskabet har foreslået, at der indføres en bagatelgrænse, så en borger fortsat må dyrke op til tre radiser og en enkelt potte basilikum.
Forslaget er dog blevet mødt med skepsis i ministeriet. Hvis radiserne først tillades, vil der ifølge embedsværket hurtigt opstå spørgsmål om persille, purløg og andre afgrøder, som kan skabe præcedens.
Regeringen overvejer derfor en forsøgsordning, hvor borgerne må betragte billeder af køkkenhaver på internettet.
Kongehuset frygter brombær ved slotsporten
Også kongehuset har også meldt sig på banen.
De kongelige haver og parker risikerer at blive omfattet af det samme dyrkningsforbud som landets øvrige arealer. Dermed kan velplejede plæner, rosenbede og sirligt klippede hække blive afløst af græs, tidsler og brombærranker.
Det vil være en historisk forandring for haver, der gennem generationer er blevet holdt i orden af gartnere med både faglig stolthed og præcise beskæringssakse.
Hofgartneren har udtrykt bekymring for, at gæster fremover vil få svært ved at skelne mellem en kongelig park og et nedlagt kreaturareal.
»Vi har hidtil betragtet det som vores opgave at holde naturen på plads. Nu får vi muligvis besked på at lade den overtage det hele. Det er en helt ny forståelse af havekunst.«
Hoffet undersøger derfor, om det vil være muligt at indføre en særlig kongelig undtagelse, så blomsterne fortsat må gro i de bede, hvor de har groet siden enevældens tid.
Ministeriet har dog gjort opmærksom på, at en undtagelse for kongehuset vil kunne føre til krav om særordninger fra kommuner, golfklubber som ser store udfordringer for sig samt borgere med velholdte parcelhushaver.
Ligusterhækken bliver et politisk spørgsmål
Blandt landets villaejere er stemningen heller ikke god.
For mange danskere er den veltrimmede ligusterhæk ikke blot en grøn afgrænsning af matriklen, men et symbol på orden, privatliv og en grundlæggende forventning om, at naboen ikke skal kunne se direkte ind i køkkenet.
Dansk Ligusterfacist-Forening har derfor varslet en demonstration foran Christiansborg.
Foreningen, frygter, at dyrkningsforbuddet vil betyde, at hækkene med tiden bliver høje, brede og umulige at kontrollere. Ingen må længere klippe dem, forme dem eller sikre, at de holder sig inden for skellet.
Dermed risikerer Danmark at stå med millioner af uregulerede hække, som vokser ind over fortove, cykelstier og nabogrunde.
Foreningens formand har varslet, at demonstranterne vil møde op med hækkesakse, snore og vaterpas i håb om at få regeringen til at forstå alvoren.
»Vi kræver retten til at bestemme, hvor høj vores hæk skal være. Hvis staten ikke længere vil regulere naturen, må den som minimum give os lov til selv at gøre det.«
Ministeriet har svaret, at spørgsmålet vil blive undersøgt i en tværgående arbejdsgruppe, der skal vurdere, om en hæk, som vokser af sig selv, juridisk set stadig kan betragtes som en hæk.
Fremtidens Danmark: Ingen gør noget, og alt gror
Regeringen ser dog fortsat store perspektiver i forslaget.
Når ingen længere må dyrke jorden, bliver der ikke behov for at kontrollere gødningsforbrug, sprøjtning eller afgrødevalg. Landmændene kan koncentrere sig om andre erhverv, haveejere kan vænne sig til en mere spontan havekultur, og embedsværket kan bruge tiden på at udarbejde vejledninger om, hvordan man undlader at gribe ind.
Der vil dog fortsat være behov for enkelte undtagelser. Golfbaner, fodboldstadioner og fodboldklubbers græsarealer kan eksempelvis kræve særlig behandling, hvis det vurderes, at spillerne ellers risikerer at forsvinde i vegetationen.
Disse undtagelser skal naturligvis administreres af en ny enhed under Ministeriet for Grøn To-part.
Dermed kan regeringen sikre, at forbuddet mod at dyrke jorden ikke kommer til at stå i vejen for den fortsatte udvikling af administrative arbejdspladser.
Og når de sidste køkkenhaver er groet til, de kongelige rosenbede er forsvundet under brombærrankerne, og ligusterhækkene har bredt sig ud over fortovene, kan Danmark endelig erklære sig fri for dyrkning.
