Jens Ålekrog – manden, der aldrig fanger fisk, men har i øvrigt alt grejet

Jens Ålekrog, 53 år, gift med Anne på 27. år og far til tre voksne børn, er lystfisker. Ikke sådan en, der tager en fiskestang med, hvis han tilfældigvis skal en tur ned til søen eller åen –  han er en rigtig lystfisker, der kan høre forskel på en Shimano-stradic og en Daiwa-hjulbremse på 40 meters afstand.

Jens står gerne op klokken 02.47 for at gå ud på græsplænen og lyse efter orm med en lommelygte. Ikke fordi han mangler orm. Han har faktisk 14 dåser kunstige orm i garagen. Men Jens mener, at rigtige orm skal have været ude om natten, hvis de skal kunne bruges til noget.

Klokken 03.18 forlader han huset iført waders, fleece, tre jakker, polariserede solbriller og en rygsæk, der indeholder udstyr nok til at genopbygge en udbrændt lystfiskerbutik fra bunden. Solen står først op klokken 06.57, men Jens har naturligvis været ved vandet siden klokken 04.11.

Han har aldrig fanget noget – og så dog – Jo, faktisk.

Sidste år fangede han en tot ålegræs, to siv, en gren og noget, han stadig mener kan have været en meget gammel fisk, selv om det senere viste sig at være en plastikpose med en død hundestejle.

Det har dog ikke påvirket hans entusiasme. Nærmere tværtimod.

For hvert år bruger Jens omkring 48.000 kroner på nyt fiskegrej, fordi han ifølge eget udsagn mangler præcis det ene hjul, den ene stang og den ene type blink, som endelig vil gøre ham i stand til at fange den fisk, han endnu ikke har fanget.

Anne kalder det en hobby. Jens kalder det en investering.

Familien ved, hvornår fiskesæsonen begynder

Hjemme i garagen står der så meget grej, at Jens har indrettet en særskilt gangsti mellem stangholdere, blinkæsker, vadestøvler, fiskenet, ekkolod, waders, termotøj og en avanceret kaffemaskine, der kan brygge espresso ved 12 volt.

Bilen er indrettet efter samme princip, men må naturligvis stå uden for garagen.

Der er ét sæde til Jens og resten til fiskeriet.

Når Anne spørger, hvor familien skal holde sommerferie, svarer Jens som regel: »Vi skal ikke på ferie. Vi skal til en sø.«

Og når hun spørger, om der så ikke er mulighed for at slappe lidt af, svarer han, at det afhænger af vand- og vind.

Jens har efterhånden fisket i så mange søer, åer og fjorde, at han har udviklet et særligt forhold til planter. Han har personligt trukket mere ålegræs op af danske fjorde end de fleste kommunale naturplejeprojekter og har et særligt talent for at få sin spinner til at sidde fast i træer, siv og undervandsvegetation.

Alligevel er han optimist. For til næste weekend har han købt et nyt blink, der efter sigende skulle være revolutionerende.

Jens har allerede købt tre. Anne har endnu ikke fået det at vide.

 

Share.
Leave A Reply

Translate »
Exit mobile version