Efter Cheminovas kommende lukning på Rønland ved Thyborøn står området foran den klassiske kommunale udfordring: Hvad gør man med et stort område, når industrien er væk?

Rønland får nyt liv som Johnny Madsen Land

Af NNSatire-redaktion

Svaret synes nærmest oplagt. Rønland skal naturligvis omdannes til Johnny Madsen Land – et permanent monument over Thyborøns berømte søn og manden, der forstod, at tilværelsen bliver bedre, hvis den ikke bliver alt for velorganiseret.

Faciliteterne er allerede på plads. De store beholdere kan fyldes med skummende fadøl, og de eksisterende rør i jorden kan eksempelvis kobles direkte til snesevis af fadølsanlæg, så ingen bygning kommer til at mangle sin egen hane. Den nuværende industrielle atmosfære kan samtidig bevares ved at udlægge en permanent, lettere sundhedsskadelig tobakståge over hele området.

Der bør naturligvis også opstilles højttalere overalt. De skal helst spille forskellige Johnny Madsen-numre samtidig, så ingen besøgende nogensinde er helt sikre på, hvad de egentlig hører.

Blandt de mere seriøse forslag er desuden en bowlingbane, hvor tomme whiskyflasker erstatter keglerne, en 50 meter motorvejsstrækning samt en rumkapsel, så gæsterne kan forlade Thyborøn uden nødvendigvis at skulle gennem Lemvig.

Kommunen har endnu ikke meldt noget officielt ud, men det forventes, at projektet kan gennemføres uden større ændringer af lokalplanen. Det kræver blot, at man ændrer anvendelsen fra industri til kulturelt nødvendigt kaos.

Udensrigsministeren har allerede tilkendegivet, at han indvier fadølsanlægget.

 

 

Share.
Leave A Reply

Translate »
Exit mobile version