Danmarks store ulvekompromis – Alle bliver glade – undtagen ulvene

Af Rokoko-redaktionen

Danmark har omsider fundet løsningen på den ulvedebat, der i årevis har delt befolkningen i to: Dem, der synes, ulven er et fantastisk symbol på vild natur, og dem, der helst så den vildeste natur begrænset til en potteplante i vindueskarmen.

Løsningen er et kompromis.

Ulvene skal ganske enkelt indfanges levende.

Det lyder måske umiddelbart som en dyr og besværlig løsning, men det er kun fordi, man endnu ikke har regnet ordentligt på det.

Senest kostede det ifølge oplysninger omkring 200.000 kroner for Naturstyrelsen at få skudt én ulv ved Oksbøl. Og det vel at mærke i et mindre område.

Hvis man i stedet beslutter sig for at fange ulvene levende, er der derfor lagt op til et nyt dansk erhvervseventyr.

Ulvefangere

Der vil formentlig kunne opstå hundredvis af nye arbejdspladser i den danske provins. Der skal bruges specialuddannede ulvefangere, ulvepsykologer, ulvechauffører, ulvekonsulenter, ulveadvokater og ikke mindst medarbejdere i den nye styrelse for Midlertidig Opbevaring af Indfangede Ulve.

For hvad gør man egentlig med ulvene, når man først har fanget dem?

Det spørgsmål har man naturligvis også en løsning på.

Dyrehaven

Man kunne ganske enkelt indhegne hele Dyrehaven nord for København og udsætte samtlige indfangede jyske ulve dér. Det har flere fordele.

For det første ville ulvene komme tættere på den del af befolkningen, som virkelig elsker dem. For det andet ville københavnerne få mulighed for at opleve ægte dansk vildnatur uden at skulle tage helt til Jylland. Og for det tredje ville man kunne lave en app, hvor man kan se, hvor ulvene befinder sig. Det er vigtigt. For hvis man skal have ulv i København, skal den naturligvis kunne følges digitalt.

Man kunne eksempelvis kalde den første ulv Mette, den næste Lars og den tredje Freja. På den måde ville borgerne hurtigt kunne få et personligt forhold til dem.

Der kunne også indføres ulvesafari. Mod betaling kunne københavnske familier blive kørt rundt i Dyrehaven i elektriske jeeps, mens en naturvejleder forklarede:

“Her ser vi en rigtig jysk ulv. Den er indfanget ved Skjern og har siden tilbragt tre uger i et midlertidigt ulvehotel i Herning.”

Det ville naturligvis være en stor turistattraktion. Der er dog ét enkelt problem ved dette.

Jylland har mange ulve

Og hvis 200.000 kroner kan være prisen for at få én enkelt ulv ud af et mindre område ved Oksbøl, kan selv Finansministeriet måske få brug for en lille pause, når regnemaskinen skal bruges på resten af Jylland.

For ulvene har ikke ligefrem valgt at bosætte sig samlet i en kolonihaveforening. De har faktisk spredt sig.

Derfor kan den danske stat risikere at ende med et projekt, hvor man først bruger enorme summer på at finde ulvene, derefter endnu større summer på at fange dem og til sidst endnu flere penge på at finde ud af, hvor man har lagt dem.

Det sidste problem kunne dog løses ved at sende dem sydpå. Diskret naturligvis.

En mulighed kunne være at anskaffe en række neutrale varevogne med teksten:

“Kommunal genhusning – Må ikke åbnes.”

Så kunne ulvene køres mod grænsen efter mørkets frembrud. Ved grænsen kunne man stille åbne burene på den tyske side.

Det ville ganske vist være en smule besværligt, hvis tyskerne spurgte, hvorfor Danmark afleverer levende ulve uden for deres dør. Men man kunne jo bare forklare, at det er et europæisk samarbejdsprojekt. Og hvis tyskerne stadig ikke ville have dem, kunne man måske foreslå en byttehandel.

Danmark afleverer ulve. Tyskland tager imod. Til gengæld får Danmark nogle pølser.

Sådan fungerer internationalt diplomati måske ikke helt endnu, men der er jo ingen grund til at lade det begrænse et godt kompromis.

Tilbage står det egentlige spørgsmål: Hvad vil danskerne helst betale for?

At have ulve? At slippe for ulve? Eller at fange dem levende, transportere dem til Sjælland, bygge et kæmpe hegn omkring Dyrehaven, ansætte en ulveforvalter og bagefter bruge yderligere 200 millioner på at diskutere, om ulvene egentlig trives?

Måske er det i virkeligheden her, det store danske kompromis ligger.

Ulveelskere får deres ulve. Ulve-modstandere får dem væk fra Jylland.

København får endnu en attraktion. Naturstyrelsen får arbejde. Transportsektoren får nye opgaver.

Og Finansministeriet får endelig noget at græde over, som ikke har med Storebæltsbroen at gøre.

Det eneste, der ikke bliver spurgt, er ulvene. Men sådan er det jo med kompromiser.