Maria Reumert Gjerding har gennem et langt og grønt arbejdsliv bevæget sig sikkert gennem den danske miljøverden. Først som folketingsmedlem for Enhedslisten, siden som præsident for Danmarks Naturfredningsforening og nu som miljøminister for SF

Maria Reumert Gjerding – kvinden der reddede naturen ved at indhegne den

Maria Reumert Gjerding har gennem et langt og rødt/grønt arbejdsliv bevæget sig sikkert gennem den danske miljøverden. Først som folketingsmedlem for Enhedslisten, siden som præsident for Danmarks Naturfredningsforening og nu som miljøminister for SF.

Det sidste var egentlig ganske logisk. Når man i årevis har fortalt politikerne, hvordan de burde passe på naturen, må det på et tidspunkt være naturligt selv at sætte sig i ministerstolen og sørge for, at de gør det rigtigt.

At hun tidligere var valgt for Enhedslisten, er ikke noget, der behøver at fylde voldsomt i den nye karriere. Det vigtigste er, at hun nu er medlem af SF. For selv den mest engagerede miljøforkæmper må erkende, at der er større sandsynlighed for en ministertaburet, hvis man sidder i et regeringsbærende parti end hvis man står udenfor og råber af regeringen.

Og man ved jo aldrig, hvor længe vælgerne har tænkt sig at samarbejde. Derfor er det også yderst betryggende at have en ministerpension at falde tilbage på, hvis demokratiet en dag skulle finde på at stille krav om genvalg – specielt når man jo rent faktisk ikke er valgt til folketinget denne gang.

Gjerding har i øvrigt allerede demonstreret en særlig evne til at forene naturbeskyttelse med moderne dansk forvaltning. Under hendes grønne korstog er naturen nemlig blevet så værdifuld, at almindelige danskere i stigende grad må betragte den på behørig afstand.

Helst langs et højt hegn.

Det er en meget moderne form for naturformidling. Man kan stadig se de vilde dyr, de gamle træer og den genoprettede biodiversitet. Man skal bare ikke gå ind til den. Naturen er blevet fri, men kun inden for et nærmere afgrænset område, og helst uden at publikum forstyrrer.

Det er naturligvis en pris, man må betale for at få vild natur.

Også nåletræerne har måttet forstå, at den nye natur ikke nødvendigvis har plads til alle. De er blevet fjernet for at skabe bedre vilkår for den oprindelige natur, hvilket ganske vist har efterladt enkelte skovmyrer uden deres vante boligmateriale, men skovmyrer har som bekendt hverken stemmeret eller adgang til Finansudvalget.

Så det går nok endda …

Gjerdings største bedrift er dog måske, at hun har formået at få Danmarks Naturfredningsforening til at ligne noget, der i stadig højere grad kunne og burde hedde Danmarks Klimaforening – uden at medlemmerne behøvede at blive forstyrret med et navneskifte.

Det er en betydelig organisatorisk bedrift. Man beholder navnet, beholder medlemmerne og ændrer stille og roligt indholdet.

Det er lidt som at omdanne en pølsevogn til en veganerrestaurant uden at skifte skiltet. Folk opdager det først, når de bestiller en rød pølse og får udleveret en rapport om biodiversitet sammen med en gulerod.

Nu er Maria Reumert Gjerding så blevet minister. Dermed har hun nået den naturlige afslutning på sin rejse gennem det grønne Danmark: Fra Enhedslisten til Naturfredningsforeningen og videre til SF og ministerkontoret.

Næste skridt bliver formentlig at indhegne Christiansborg. Ikke for at holde politikerne inde. Men for at beskytte naturen mod dem. Naturligvis med en lille låge, så ministeren kan komme ud og fortælle danskerne, at de aldrig har haft det bedre.

Share.
Leave A Reply

Translate »
Exit mobile version